
Sigurds Rumrejse
Unummererede siddepladser
Hvor stort er rummet? Hvordan er det at komme derud?
Findes der liv andre steder end på Jorden, og kan vi en dag bosætte os på andre planeter?
Sigurd Barrett er klar med sit nye store formidlingsprojekt, teaterkoncerten SIGURDS RUMREJSE, som bringer børn og voksne med på en eventyrlig rejse ud i rummet. Med digital teknologi oplever publikum tredimensionelle galakser og planeter, og selveste Andreas Mogensen medvirker som hologram. Han har nemlig lavet film til forestillingen ude på Den Internationale Rumstation, som indgår i forestillingen.
Du kan også møde Sigurds faste makker Eskild Dohn, et orkester og nogle børnedansere. Med humor, fortælling, iørefaldende sange og en eventyrlig digital scenografi vil denne forestilling kunne glæde og underholde alle børnefamilier.
Aldersgruppe: Fra 5 år
Flotte anmeldelser til Sigurds Rumrejse
Sigurds Rumrejse har høstet flotte anmeldelser, blandt andet seks stjerner fra Teateranmeldelser.dk Du kan læse anmeldelsen her.
Dig og mig og musical giver Sigurds Rumrejse ★★★★★☆ (5 ud af 6 stjerner). Du kan læse hele anmeldelsen herunder:
Sigurd har med Sigurds Rumrejse fundet det helt rette koncept til at formidle videnskab, uden at det nogensinde bliver tungt eller kedeligt – tværtimod. Her forenes underholdning, musik og læring i en form, vi efterhånden kender fra hans hånd: storskærm, 3D-effekter, dygtige dansende børn og masser af Sigurdske sange. “If it ain’t broke, don’t fix it” synes at være grundtanken bag – og det virker. Fra første øjeblik har Sigurd både børn og voksne i sin hule hånd.
Denne gang har han skruet ekstra op for rytmerne, og rumtemaet giver anledning til nogle af de mest ørehængende sange, han endnu har skabt. Publikum synger med, som var det gamle klassikere fra morgensangssalen. Man kan godt høre små lån fra både Shubidua, Duran Duran, Gloria Gaynor og Coldplay, men det hele bliver transformeret til noget helt særligt og genkendeligt Sigurdsk musik, som gør det til helt hans eget og gør én glad i både øre og sjæl.
Instruktør Louise Schouw sørger for, at fortællingen hele vejen igennem er klar, forståelig og ikke mister sin røde tråd. Universet er fyldt med begreber med kringlede navne som Proxima Centauri og Andromeda, men showet forbliver tilgængeligt og lærerigt – uden at publikum står af. Tværtimod er det tydeligt, at mange børn i salen allerede har imponerende meget forhåndsviden, som gør oplevelsen endnu rigere.
Et særligt højdepunkt er Sigurds samarbejde med Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, der dukker op flere gange på storskærmen i små 3D-lignende klip. Sigurd er tydeligvis pavestolt af dette samarbejde, og med rette. I forestillingens afslutning løftes moralen: Når vi ser jorden udefra, forstår vi, hvor vigtigt det er at passe på den – og hvorfor vi skal kunne samarbejde i fred, ligesom russerne, kineserne og amerikanerne gør på rumstationen. Det bliver en rørende pointe, båret af smukke og sentimentale sange i anden akt.
Derudover skal Sandra Bothman fremhæves. Hun spiller praktikanten og børnenes repræsentant på rumrejsen – med charme, naturlighed og en smittende likeability. Hendes stemme er smuk og klar, og hun rammer præcis den tone, der gør, at børnene kan spejle sig i hende.
Sigurd har en særlig evne til at integrere publikum, især når børnenes koncentration er ved at slippe op. Sammen med sin faste musikalske makker, Eskild Dohn, der spiller en klog-Åge-udgave af Einstein, skaber han både nærvær, sjov og masser af energi. Deres kemi er smittende, og de får salen til at grine højt, når de som to tossede professorer fyrer plat men uimodståelig onkelhumor af om “rumkugler” og “citronmåner”.
Og som prikken over i’et imponerer det, at Sigurd – efter en kraftpræstation på scenen – har overskud til i både pausen og efter forestillingen at skrive autografer til børnene. Den nærhed og generøsitet understreger, hvorfor han har en helt særlig plads i børnefamiliernes hjerter.
Alt i alt er Sigurds Rumrejse en veloplagt, musikalsk og lærerig teaterkoncert, der på halvanden time både formår at begejstre, underholde og skabe eftertanke. Et show, hvor børnene er fanget fra start til slut – og hvor de voksne går hjem mindst lige så opløftede.