Sommerdage i Byhaven: Peter Sommer og Min Veninde Signe
Obs: Du skal ikke have billet til arrangementet, bare mød op i Ishøj Byhave.
Traditionen tro åbner vi Ishøj Byhave op til en hyggelig eftermiddag for Ishøjs borgere.
Det er gratis at deltage og der kan købes mad og drikke på pladsen.
Program for dagen:
13.00: Pladsen åbner
14:00 Min Veninde Signe
15.45 Peter Sommer
17:00 Tak for i dag
Min Veninde Signe
Min Veninde Signe er det musikalske svar på din bedste veninde. Hendes dør står altid åben; uanset om du har lyst til at danse, grine eller snakke om de ting, der gør ondt. Min Veninde Signe er lyden af søndag, af solskin, af kram. Det er musik, du hører imens du laver mad til dine venner, imens du drikker morgenkaffe. En Min Veninde Signe-sang får dig til at føle dig set, spejlet og lidt mindre alene.
Med et moderne indie-take på singersongwritertraditionen rammer hun en klar og personlig stil, der emmer af varme, ro og musikalitet. En slags musikalsk krammer.
Min Veninde Signe udgav sin debut-EP Danser i oktober 2024, og har siden spillet på Jelling Musikfestival, to gange på SPOT Festival, til Esbjerg Festuge, Aarhus Jazzfestival, Vejle Fjordfestival og meget mere.
I 2026 blev Min Veninde Signe udvalgt som årets KATAPULT til Folk & Fæstivals talentshowcase og prisuddeling. Med en stærkt nærværende performance og stor kontakt til publikum, hev hun prisen hjem, og skal nu ud og spille på en række festivaler og spillesteder rundt omkring i landet. Måske får hun nogle nye venner på vejen?
Peter Sommer:
Med et nyt album under armen fortsætter Peter Sommer sit dansksprogede strejftog ned i den europæiske sangskat og gør stop på de danske festivaler med et grand ensemble af nye og gode gamle musikalske rejsekammerater.
Til koncerten med Peter Sommer og band kan man som publikum opleve nye sange, der letter på hatten til franske og belgiske ikoner som Serge Gainsbourg og Jacques Brel. Det nye album Verdens Volume modtog roser fra både fans og kritikere, herunder Information:
”Det er menneskets selvdestruktion og afmægtige passivitet, som Peter Sommer hudfletter på sit offensivt fremragende, nye, skarpt politiske album”.
Udover en kuffert fyldt med nye sange, er de allerstørste hits fra Peter Sommers 20 år lange solokarriere også at finde på setlisten – alt sammen opført af et inferno af et rockband i et ekstravagant sceneshow oplyst af drømme, melankoli og tvivl – med tekster solidt rodfæstet i den aktuelle danske virkelighed.
Med Peter Sommer i front kan man lade sig omfavne, udfordre og byde op til dans af det til lejligheden skræddersyede ensemble.