Pusher Street – 100 meter danmarkshistorie
Kom en tur med ind i den verdensberømte hashgade Pusher Street på Christiania med journalist og forfatter Carsten Norton, som har skrevet den anmelderroste bog om Pusher Street.
Pusher Street er landets mest berømte og berygtede adresse. Fra 1970’ermes sociale eksperiment over rockernes indtog i 1980’erne og frem til opgravningen af de forkætrede brosten i 2024 var gaden kendt som en lovløs enklave midt i det gennemregulerede velfærdssamfund.
Med på scenen denne aften er tidligere urobetjent og politichef Mogens Lauridsen, som gennem årtier har været tæt på udviklingen og deltaget i utallige rydninger af hashboderne. Han fortæller om de udfordringer politiet stod overfor og hvordan han selv oplevede det at være ’undercover’ betjent på Christiania.
Norton og Lauridsen tager publikum med på en helt unik rejse til den berygtede 100 meter lange gade og ind i et stykke danmarkshistorie.
Om foredragsholderne
Carsten Norton, forfatter, journalist og vært på TV 2’s kriminalmagasin Skyggesiden samt podcasten Banderelateret på Podimo.
Har arbejdet på og været leder af Ekstra Bladets kriminalredaktion i en længere årrække, samt skrevet om organiseret kriminalitet i ind- og udland for Frihedsbrevet. Som forfatter står han bag adskillige bøger om den kriminelle underverden og rockermiljøet. Senest bogen om Pusher Street, ligesom han har medvirket til den prisnominerede HBO-serie ’Kampen om Pusher Street’
Mogens Lauridsen, ansat ved politiet i 1977 og har prøvet det meste som politimand gennem mere end 40 år: Undercoverbetjent, bandeopgør, været urobetjent, jagtet narkobagmænd samt deltaget i de store indsatser ved klimatopmødet COP15, terrorangrebet på Krudttønden og rydningen af Ungdomshuset. De seneste år som politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, hvorfra han gik på pension i 2024.